Målet er klart – flere nyankomne flygtninge skal i beskæftigelse.
Nu har kommunerne fået en hjælpende hånd til at gøre indsatsen mere effektiv. Som led i projektet ”I mål med Integration” har Rambøll lavet en videnssyntese, der afdækker viden om, hvad der virker i den beskæftigelsesrettede integration.
Det er kommunerne, der har ansvaret for integrationsindsatsen af nyankomne flygtninge, og der er rum for forbedring. Der er nemlig stor forskel på, hvor effektiv indsatsen er i de enkelte kommuner.
Videnssyntesen bekræfter, at det er en hensigtsmæssig prioritering at få flygtninge ud i virksomhederne så tidligt som muligt. Den viden, som syntesen afdækker, viser nemlig, at især privat løntilskud, men også virksomhedspraktik i offentligt og privat regi, skaber bedre udsigter til job for flygtninge og indvandrere – og hurtigere end anden aktivering.
Videnssyntesen skal bruges i forhold til deltagerkommunerne i projektet, men skal også inspirere resten af landets kommuner i arbejdet med at løfte beskæftigelsesindsatsen for flygtninge.
Projektet ”I mål med Integration” finansieres af satspuljemidler og støtter 17 kommuner af forskellig størrelse i at etablere en mere effektiv integrationsindsats, som får flere flygtninge og indvandrere i job.