Unge med ikke-vestlig oprindelse bliver i betydeligt højere grad udsat for negativ social kontrol end unge med dansk eller vestlig oprindelse, og det medfører mistrivsel.
Det er en af konklusionerne i den nye undersøgelse Unges oplevelser af negativ social kontrol, som Als Research har foretaget for SIRI.
Rapporten fastslår, at flertallet af unge, uanset køn og etnisk oprindelse, ikke oplever at være udsat for negativ social kontrol. Samtidig viser rapporten dog en tydelig skævhed i forhold til etnicitet, fordi unge med ikke-vestlig oprindelse i langt højere grad oplever negativ social kontrol og indskrænkning af deres frihed:
Blandt de 18-29-årige oplever 25 % af minoritetsetniske kvinder og 28 % af de minoritetsetniske mænd, at hensynet til familiens ære betyder ’alt’ eller ’meget’ for, hvad de må i deres hverdag.
De unge udpeger først og fremmest deres forældre som udøvere af negativ social kontrol. Den sociale kontrol kommer især fra mødrene. Fx svarer 70 % af de minoritetsetniske piger mellem 15 og 17 år, som ikke selv må vælge deres venner, at det er deres mor, der har bestemt.
Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg udtaler:
”Alt for mange børn og unge udsættes for æresrelateret pres, kontrol og tvang. Det er helt uacceptabelt i et demokratisk samfund som det danske. Det siger jo egentlig sig selv, men nu har vi fået dokumenteret, at negativ social kontrol er direkte ødelæggende for de unge mennesker, der udsættes for det. Det skader børnenes trivsel og deres muligheder for at vokse op og blive en del af det almindelige danske samfund. Og det kan de her forældre simpelthen ikke være bekendt. For mig understreger de her konklusioner endnu en gang vigtigheden af, at vi forsat gør en indsats for at få sat en stopper for de familier, der modarbejder de danske værdier og udøver negativ social kontrol over deres børn."
SIRI har samtidig med undersøgelsen fået gennemført en kortlægning af de metoder, som i dag anvendes i arbejdet med æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol. Formålet med kortlægningen er at skabe et overblik over eksisterende praksis og give inspiration til kommuner og fagfolk til både forebyggende og konflikthåndterende indsatser over for æresrelaterede konflikter.
Hent Unges oplevelser af negativ social kontrol (pdf)
Hent Unges oplevelser af negativ social kontrol - resumé af rapport (pdf)
Se Metoder i arbejdet med æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol (pdf)
Undersøgelserne Unges oplevelser af negativ social kontrol og Metoder i arbejdet med æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol er resultater af regeringens National handlingsplan til forebyggelse af æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol fra 2016.
Undersøgelsen er gennemført af Als Research i samarbejde med Danmarks Statistik.
Undersøgelsen bygger på en spørgeskemaundersøgelse og interviews. Spørgeskemaundersøgelsen er gennemført blandt indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig oprindelse samt unge med dansk eller vestlig oprindelse i alderen 15-29 år.
Undersøgelsen anvender betegnelserne ”majoritetsetnisk”, som bruges som en samlet betegnelse for personer med dansk og/eller vestlig oprindelse og ”minoritetsetnisk”, som er en samlebetegnelse for indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig baggrund.
4.565 personer har besvaret spørgeskemaundersøgelsen, heraf 3.482 med ikke-vestlig oprindelse og 1.083 unge med dansk eller vestlig oprindelse.
Der er gennemført 10 interviews med unge med ikke-vestlig oprindelse og 16 interviews med forældre med ikke-vestlig oprindelse.
Undersøgelsen udgives også i en pixiudgave til frontpersonale med undersøgelsens vigtigste konklusioner kombineret med grafer og citater.
Undersøgelsen er udarbejdet af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE).
Undersøgelsen kortlægger tilgange fra det socialfaglige område til at forebygge, identificere og gribe ind overfor æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol.
Undersøgelsen bygger bl.a. på engelsksproget og skandinavisk litteratur, videnskabelige publikationer og evalueringer, og undersøgelsen inddrager interviews med 36 forskere og praktikere fra Danmark, Sverige, Norge og Holland.
Undersøgelsen ledsages af et metodehæfte til frontpersonale. Det indeholder inspiration til metoder, indsatser og tilbud til brug for arbejdet med personer i risiko for eller udsat for æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol.