Folketinget har den 17. december 2024 vedtaget lovforslag om en ny arbejdspligt.
Loven træder i kraft den 1. januar 2025 og offentliggøres på Retsinformation.dk mellem jul og nytår 2024. Med loven indføres en arbejdspligt for personer, som ikke opfylder opholds- og beskæftigelseskravet i kontanthjælpssystemet, og som skal have en beskæftigelses-/integrationsindsats.
Borgere omfattet af arbejdspligten skal deltage i en beskæftigelsesrettet indsats i op til 37 timer om ugen. Det kan fx være i tilbud om virksomhedspraktik, nytteindsats, løntilskudsjob og tilbud om vejledning og opkvalificering i begrænset omfang. For udlændinge omfattet af integrationsloven vil arbejdspligten også omfatte danskuddannelse.
Lovforslaget indebærer, at kommunerne løbende tilrettelægger indsatsen under hensyn til borgerens helbredsmæssige situation, og timetallet kan nedsættes efter en konkret vurdering. Forslaget omfatter også ændringer i integrationsloven, hvor selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet omdøbes til introduktionsprogrammet, og der indføres en arbejdspligt for flygtninge og familiesammenførte udlændinge.