Cecilie er ansat som specialkonsulent i kontoret Økonomi og Tilskud, hvor hun bl.a. står for ledelsesinformationssystemet. Hun har en baggrund som Cand.scient.
En del af mine opgaver er klassiske økonomiopgaver. De er typisk knyttet til den gebyrfinansierede del af SIRIs økonomi, fx udarbejdelse af prognoser og ressourcestyring. Derudover arbejder jeg med data i bred forstand. Jeg er med til at drifte og udvikle SIRIs ledelsesinformationssystem, som skal understøtte ledelsen og organisationen. I ledelsesinformationssystemet samler vi data fra en lang række forskellige kilder, så vi kan skabe overblik over udvikling og tendenser.
Jeg startede i sin tid som fuldmægtig i SIRI. Jeg har kunnet udvikle mig gennem sparring med dygtige kolleger og gennem udfordrende og meget varierende opgaver. Desuden har min chef hele tiden været meget åben for, at jeg kunne kommet på relevante kurser. Efterhånden har jeg fået et større ansvar i kontoret samt en mere koordinerende rolle. Efter ca. 4 ½ år som fuldmægtig blev jeg udnævnt til specialkonsulent.
Mit kontor har en tværgående stabsfunktion, så jeg har et tæt samarbejde med mange i hele SIRI. Det, jeg glæder mig mest til hver dag, er at mødes med mine kolleger og sammen levere nogle gode resultater.
SIRI har et rigtig godt arbejdsmiljø og en god arbejdskultur. Og så er det fedt at arbejde på et område, som hele tiden er under politisk bevågenhed og i forandring. Det gør, at opgaverne aldrig bliver kedelige eller ensformige.
SIRI spiller en vigtig rolle ved at bidrage til, at erhvervslivet i Danmark kan få den nødvendige kvalificerede arbejdskraft. Det gavner hele det danske samfund. Arbejdet på integrationsområdet er selvfølgelig også super vigtigt, da vi her understøtter en succesfuld integration af vores medborgere.