Edis er ansat som sagsbehandler i kontoret EU, hvor han bl.a. optimerer vores it-systemer. Han har en baggrund som kontorfunktionær.
Jeg påbegyndte min uddannelse i det daværende Statsforvaltningen i 2011. I 2013 blev jeg færdig som kontorfunktionær med speciale i offentlig administration. Efterfølgende blev jeg fastansat i EU-kontoret, hvor jeg sidenhen har været ansat.
I 2019 blev Statsforvaltningen nedlagt, og ansvaret for EU-området overgik til SIRI, så siden da har jeg arbejdet i SIRI. Jeg sidder i kontoret EU, og jeg beskæftiger mig primært med juridiske sager om familiesammenføring efter EU-retten. Hverdagene kan være afvekslende, da jeg ud over at sagsbehandle også har direkte borgerkontakt i SIRIs borgercenter i Valby.
Mens jeg har været ansat i SIRI, har jeg blandt andet været med til at optimere og effektivisere organisationens it-systemer. Som kontorfunktionær har jeg rig mulighed for beskæftige mig med juridiske sager og videreudvikle mine faglige kompetencer inden for jura.
SIRI er en arbejdsplads, hvor den faglige og personlige udvikling for medarbejderne står højest på dagsordenen. Her kan medarbejderne rokere internt og blive fagligt udfordret i de forskellige fagområder, som SIRI består af. På denne måde skaber SIRI et stort rum for at kompetenceudvikle medarbejderne. Derudover er der et godt socialt sammenhold, hvilket styrker det faglige samarbejde på tværs af kontorerne. I SIRI er vi gode til at hjælpe hinanden og løfte opgaverne i flok.
Jeg er stolt af at være del af en arbejdsplads, der forbinder det danske arbejdsmarked med arbejdskraft fra hele verden.