Ændring af reglerne for medfølgende familie

Medfølgende familie til udenlandske arbejdstagere, som har fået permanent opholdstilladelse eller dansk statsborgerskab, kan fortsat få deres opholdstilladelse forlænget.

Folketinget vedtog den 8. juni 2022 et forslag om, at medfølgende familie til udenlandske arbejdstagere, der har fået permanent opholdstilladelse eller dansk statsborgerskab, fortsat vil kunne forlænge deres opholdstilladelse som medfølgende familie i Danmark.

På den ene side indebærer lovforslaget, at det nu bliver muligt for det medfølgende familiemedlem at forlænge sin opholdstilladelse, hvis den udenlandske arbejdstager får dansk statsborgerskab. Hidtil har det kun været muligt for det medfølgende familiemedlem at bevare sit opholdsgrundlag som familiemedlem ved at ansøge om familiesammenføring hos Udlændingestyrelsen.

På den anden side stilles der nu krav til den udenlandske arbejdstager, der har fået permanent opholdstilladelse eller dansk statsborgerskab. Det vil fremover være et krav, at den udenlandske arbejdstager på det tidspunkt, hvor det medfølgende familiemedlems ansøgning afgøres, enten:

  • skal opfylde betingelserne for forlængelse af den opholdstilladelse, som pågældende havde, da han eller hun fik permanent opholdstilladelse, eller
  • skal have et arbejde, der vil kunne give opholdstilladelse efter en af de gældende erhvervsordninger

De øvrige betingelser skal fortsat være opfyldt, herunder kravet om fælles bopæl, at være selvforsørgende og at ikke modtage hjælp efter lov om aktiv socialpolitik.

Ændringen gælder også for medfølgende familie til udenlandske studerende og greencardhavere, som har fået permanent opholdstilladelse eller dansk statsborgerskab. Ligeledes gælder ændringen for medfølgende familie, som har fået opholdstilladelse efter den ophævede ordning til hjemvendte udlandsdanskere.

Folketinget har også vedtaget, at medfølgende familie til en udlænding, der får permanent opholdstilladelse i forlængelse af en opholdstilladelse efter fast track-ordningen, forskerordningen, ESS-ordningen, som ph.d.-studerende samt studerende på en fællesuddannelse (joint-degree), ikke længere skal være undtaget reglerne om bortfald af opholdstilladelse. Det betyder, at den medfølgendes opholdstilladelse fremover vil kunne bortfalde, hvis pågældende opgiver sin danske adresse eller opholder sig i udlandet i mere end 6 måneder i træk.

Når lovforslaget træder i kraft den 23. juni 2022, vil ændringen omfatte alle sager fremover, også de sager, hvor den medfølgende allerede har søgt, før loven trådte i kraft. Det betyder, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) i de sager formentlig vil skulle indhente yderligere oplysninger.

Læs mere om lovforslaget L155 hos Folketinget