Folketinget har netop vedtaget en ændring af særloven for fordrevne fra Ukraine (Lov nr. 266 af 19/03 2024).
Ændring af særloven for fordrevne fra Ukraine skal afhjælpe nogle konkrete udfordringer og indeholder tre ændringer.
Se lov nr. 266 af 19/03/2024 på retsinformation.dk
Den første ændring giver mulighed for tilskud til forsørgelse af et mindreårigt barn fordrevet fra Ukraine. Den voksne modtager af tilskuddet skal bo sammen med barnet, mens forældrene stadig er i Ukraine.
Dernæst ændres reglerne for ydelser til gifte forsørgere med mindreårig børn under særloven, hvis ægtefæller befinder sig i Ukraine og ikke har mulighed har for at bidrage til forsørgelse. Hvis betingelserne er opfyldt, sidestilles de pågældende med enlige forsørgere i forhold til størrelse af offentlig forsørgelsesydelse og ret til børnetilskud.
Endelig betyder lovændringen, at fristen for kommunernes overtagelse af ansvaret for de fordrevne fra Ukraine ændres til senest 15 hverdage efter Udlændingestyrelsens afgørelse om visitering til en kommune. Fristen er nu fire hverdage.
Loven træder i kraft den 31. marts 2024. Der skal dog ansøges om børnetilskud allerede nu og senest inden den 31. marts 2024 for at få ret til udbetaling fra den 1. april 2024.
Indtil loven træder i kraft, kan man ansøge om børnetilskud ved at ringe eller skrive til sin kommune. Derefter skal det gøres digitalt via Borger.dk.
Søg børnetilskud til enlige på Borger.dk