Pulje til virksomheder med en igu-ansat (virksomhedsbonus)

Puljen er henvendt til private virksomheder, som har en udenlandsk medarbejder ansat i integrationsgrunduddannelse (igu).

En privat virksomhed kan ansøge om virksomhedsbonus, hvis den har en flygtning eller familiesammenført ansat i et igu-forløb.

Igu-forløbet er et 2-årigt forløb, og tilskuddet på i alt DKK 40.000 udbetales i 3 rater, fordelt over forløbet:

  • Efter 6 måneders ansættelse kan virksomheden søge om virksomhedsbonus på DKK 10.000
  • Efter 12 måneders ansættelse kan virksomheden søge om virksomhedsbonus på DKK 15.000
  • Efter 24 måneders ansættelse kan virksomheden søge om virksomhedsbonus på DKK 15.000

Betingelser

For at kunne få virksomhedsbonus skal følgende betingelser være opfyldt:

  • Den igu-ansatte skal være mellem 18 og 49 år ved opstart af igu-forløbet
  • Den igu-ansatte skal have haft lovligt ophold i Danmark i op til 20 år ved opstart af igu-forløbet
  • Den igu-ansatte må ikke tidligere have gennemført et igu-forløb
  • Den igu-ansatte må ikke have været ordinært ansat i virksomheden tre måneder før opstart af igu-forløbet. Den igu-ansatte må dog gerne have været i virksomhedspraktik eller ansat med løntilskud
  • Igu-aftale og uddannelsesplan skal være oprettet i VITAS
  • Ved 24-måneders-ansøgningen skal bevis for gennemført igu udfyldes og vedhæftes ansøgningen.
  • Hvis virksomheden har flere igu-ansatte, skal der sendes en ansøgning for hver enkelt

Læs mere om oprettelse af igu-aftale og uddannelsesplan i VITAS, bevis for gennemført igu mv. på IntegrationogJob.dk