1) Kan der i opgaveløsningen tænkes i fx peer-to-peer-tilgang, eller er tanken bag puljen udelukkende udvikling af redskaber og produkter alene rettet mod fagpersoner?
Det kan være relevant at anvende fx peer-to-peer baserede metoder, ambassadørkorps eller lignende i puljens spor 1 og 2, hvis ansøger (konsortiet) finder det fagligt relevant.
2) Forventes sundhedspersonale og sundhedsvæsen at være en del af de fagpersoner, indsatspakken skal rette sig mod?
Såfremt ansøger (konsortiet) finder det fagligt relevant, er der ikke noget til hinder for, at sundhedsfagligt personale også kan være en del af puljens sekundære målgruppe.
3) Forestiller I jer ét eller flere konsortier/projekter finansieret af de 8 mio. kr.?
SIRI tager stilling til de indkomne ansøgninger efter fristen den 19. oktober. SIRI kan vælge at tildele hele puljen til én ansøger (et konsortium) – eller flere ansøgere, såfremt SIRI finder det fagligt relevant at tildele puljen til flere mindre projekter, frem for ét stort.
4) Vi har allerede god kontakt med flere af aktørerne på LGBT+ området (vi samarbejder bl.a. allerede med AIDS Fondet, LGBT Danmark, WeShelter og Social Sundhed), og vil derfor høre om nogle af disse har ansøgt endnu til et konsortium, I ser kunne være oplagt, at vi deltog i?
SIRI tager stilling til de indkomne ansøgninger efter den 19. oktober. Potentielle konsortieparter finder selv sammen og ansøger puljen uden SIRIs mellemkomst.
5) Faciliterer SIRI kontakt mellem aktørerne til et fælles projekt til informationsmødet den 17. september?
Potentielle konsortieparter finder selv sammen og ansøger puljen uden SIRIs mellemkomst.
6) Kan det være relevant at inddrage den kommunale midlertidige indkvartering af flygtninge?
Det kan være relevant at inddrage den kommunale midlertidige indkvartering af flygtninge, hvis ansøger (konsortiet) finder det fagligt relevant.
7) Skal alle målgrupper (LGBT+ personer med ikke-vestlig baggrund, deres familie og netværk samt fagpersoner i kontakt med LGBT+ personerne og deres netværk red.) være omfattet af ansøgningen for at komme i betragtning?
Puljens formål er at arbejde med LGBT+ personer med ikke-vestlig baggrund, deres familie og netværk, religiøse miljøer samt fagpersoner og frivillige med direkte kontakt til målgruppen. SIRI opfordrer ansøgere til at tænke på tværs og helhedsorienteret i design af indsatsen, hvorfor puljen også er udbudt som et konsortium.
8) Hvordan vægter SIRI de to sekundære målgrupper (netværk og fagpersoner) overfor hinanden?
Der er ikke en bestemt vægtning mellem de to sekundære målgrupper. Både netværk og fagpersoner er relevante i forhold til at understøtte puljens formål om at øge den primære målgruppes trivsel og tryghed. Det er centralt for puljen at inddrage personer omkring den primære målgruppe, da de kan have betydning for målgruppens trivsel og tryghed. Ansøgningen bør derfor forholde sig til begge sekundære målgrupper og beskrive, hvordan de inddrages i indsatsen.
Der er ikke krav om, at der skal anvendes eller udvikles bestemte redskaber i arbejdet med de sekundære målgrupper.
9) Hvem skal kunne anvende indsatspakken, der udvikles i projektet, og skal den efterfølgende kunne anvendes af SIRI?
Det er et centralt formål, at den indsatspakke, der udvikles i projektet, skal kunne anvendes bredt og være offentligt tilgængeligt. Det skal således kunne anvendes af andre aktører end dem, der indgår i projektet. Indsatspakken skal derfor udvikles med henblik på, at relevante aktører efter projektperiodens udløb kan anvende og implementere den i deres egen praksis. Det kan eksempelvis være en boligsocial helhedsplan eller andre aktører, der arbejder med målgruppen.
Indsatspakken skal samtidig kunne anvendes af konsortiets parter. Efter projektperiodens afslutning kan der desuden være mulighed for, at konsortiets parter inddrages i forbindelse med MÆRKs videre formidling og undervisning i indsatsen.
10) Er det tænkt ind, at der bliver en ordentlig fordeling i konsortiet, så man bliver honoreret for sit arbejde?
Konsortiet fordeler selv økonomien og lægger budget. Det bemærkes i øvrigt, at der er tale om en større pulje. Spørgsmål om økonomi kan i øvrigt rettes til økonomi og analyse på tilskud@siri.dk
11) Hvor detaljeret skal indsatsen være beskrevet i ansøgningen, og kan lokale aktører inddrages i udviklingsfasen?
Ansøgningen kan indeholde en udviklingsfase, hvor indsatsens metoder og konkrete indhold kvalificeres og beskrives nærmere, herunder gennem inddragelse af relevante lokale aktører.
Det er en fordel, hvis ansøger kan beskrive relevante erfaringer med samarbejde og sandsynliggøre, hvordan relevante samarbejdspartnere vil blive inddraget. Ansøgningen bør desuden indeholde en tydelig tidsplan, hvor det fremgår, hvornår indsatsen forventes udviklet, afprøvet og justeret.
Det forventes således ikke, at ansøger på forhånd har en færdig model, som kan implementeres fra projektets første dag.
12) Hvordan vægtes rækkevidde i forhold til en mere dybdegående lokal afprøvning af indsatsen?
Der er ikke fastsat konkrete krav til indsatsens rækkevidde i puljevejledningen. Det er således op til ansøger at foretage en fagligt begrundet prioritering mellem indsatsens rækkevidde og en mere dybdegående lokal afprøvning.
Ved tilrettelæggelsen af indsatsen skal der lægges vægt på, at de afsatte midler anvendes effektivt, så der opnås størst mulig effekt for pengene. Ansøger bør derfor tydeligt begrunde de valgte prioriteringer og beskrive, hvordan de understøtter puljens formål.
13) Hvad forventes der af evalueringen af indsatsen?
Der lægges vægt på, at indsatsen evalueres systematisk, og at resultater og effekter så vidt muligt dokumenteres. Evalueringen skal bidrage med viden om, hvilke dele af indsatsen der virker, for hvem og under hvilke omstændigheder, samt hvor der eventuelt er behov for justeringer.
14) Hvor generel og overførbar skal en indsats være?
I arbejdet med indsatsens overførbarhed kan ansøger lade sig inspirere af Social- og Boligstyrelsens begreb om lovende praksis. Overførbarhed handler i denne sammenhæng om, at indsatsen skal kunne anvendes i andre sammenlignelige sammenhænge. Det er ikke et krav, at indsatsen kan anvendes på tværs af alle målgrupper og kontekster. Det centrale er, at indsatsen kan overføres til lignende målgrupper og kontekster, og at det beskrives, hvilke forudsætninger der er væsentlige for, at indsatsen kan anvendes andre steder.
Find redskabet Håndbog i lovende praksis hos Social- og Boligstyrelsen
15) Hvis hele ansøgningen bevilliges til 1 ansøger (konsortium) forventes det da, at konsortiet bruger 1,5 millioner i november og december måned 2026? Eller kun december måned?
Beløbet virker uproportionel med beløbene de øvrige år uanset om det er inklusive november eller kun december.
Eller skal hvert budgetår regnes som 12 måneder, så første budgetår er fx fra 1. december 2026 - 30 november 2027?
I puljevejledningen står der:
Der er i alt afsat 8 mio. kr. i perioden 2026 til 2029:
- 1,5 mio. kr. i 2026
- 2,2 mio. kr. årligt i 2027 og 2028
- 2,1 mio. kr. i 2029
Det er korrekt, at projektet er lagt op til at vare i en 4-årig projektperiode, dvs. 2026-2029. SIRI er samtidigt opmærksom på, at projektstart sker sent i 2026, og dermed at tilskudsmodtageren ikke vil kunne nå at gennemføre de tilskudsberettigede aktiviteter inden udgangen af 2026. Det foreslås derfor, at aktiviteter, der ikke kan nå at blive gennemført i 2026, kan indarbejdes i projektbeskrivelsen med gennemførelse i 2027. Aktiviteterne skal fortsat ligge inden for puljens formål og som udgangspunkt planlægges inden for projektperioden 2026-2029.
Der skal i den forbindelse indsendes et retvisende budget, der afspejler den forventede fordeling af udgifterne på de enkelte år i projektperioden 2026-2029.
Udbetaling af tilskud afspejler de forventede udgifter i de enkelte år. Det samlede beløb, der kan udbetales i f.eks. 2027, kan således højst udgøre den uudnyttede ramme fra 2026 sammenlagt med rammen for 2027.
Hvis midler, der er afsat til 2026, ikke anvendes i 2026, skal der i forbindelse med aflæggelse af regnskab formelt anmodes om overførsel af midlerne til 2027. Der lægges dog op til, at der udarbejdes én resultatkontrakt for 2026 og 2027, hvor der tages udgangspunkt i den samlede økonomiske ramme for de to år.