Ansøgningsprocessen

Her er en kort gennemgang af vores ansøgningsproces.

Processen er den samme, hvad end du ansøger om et job hos SIRI, Udlændingestyrelsen, Hjemrejsestyrelsen eller Udlændinge- og Integrationsministeriets departement.

Grafisk fremstilling af ansøgningsprocessen

Du søger job hos os via Statens e-rekrutteringssystem, HR-manager. Ud over din ansøgning og dit CV, skal du huske at uploade dit eksamensbevis og øvrige relevante dokumenter. Kort efter at du har uploadet din ansøgning, vil du få en kvittering på, at vi har modtaget den. Modtager du ikke en kvittering, eller har du på anden vis problemer med at uploade din ansøgning, er du velkommen til at kontakte os, så hjælper vi dig gerne.

I jobopslaget skriver vi altid i hvilken uge, vi forventer at holde jobsamtaler. Hvis vil gerne vil se dig til en jobsamtale, vil du blive kontaktet kort tid efter ansøgningsfristens udløb.

Læs mere om, hvordan vi behandler personoplysninger om dig - før, under og efter ansættelse (pdf)

Hvis du bliver indkaldt til en jobsamtale, vil du typisk møde et ansættelsesudvalg bestående af en kontorchef og en medarbejder fra det ansættende kontor.

Til samtalen vil vi tale om dine faglige og personlige kompetencer. Det er et plus, hvis du inden samtalen har gjort dig nogle overvejelser omkring, hvordan du kan bringe dine erfaringer og kompetencer i spil i stillingen, og hvordan du kan bidrage til kontorets arbejdsområder. Ofte spørger vi også ind til dine tanker og din motivation for at søge stillingen. Derfor er det en god idé, at du har tænkt over, hvorfor stillingen er interessant for dig, og hvorfor du gerne vil arbejde i Udlændinge- og Integrationsministeriets koncern.

Vi gør meget ud af at have en god dialog med ansøgere, og vi uddyber derfor også gerne stillingen, så du kan blive klogere på arbejdsopgaverne og på os som arbejdsplads.

Hvis der er behov for det, kan du blive inviteret til en samtale mere. Jobopslaget vil annoncere, hvis vi anvender test i forbindelse med jobsamtalen.

Ansættelsesudvalget vurderer, om du tilbydes jobbet. Vi bestræber os på at give dig et mundtligt svar inden for to uger efter sidste samtale. Tilbydes du jobbet, vil du modtage et skriftligt tilbud om ansættelse i din e-Boks.

Når du har accepteret ansættelsestilbuddet skriftligt, vil du modtage et ansættelsesbrev med informationer om din ansættelse. Sammen med ansættelsesbrevet får du adgang til et preboarding forløb med relevant information om din nye arbejdsplads, så du er klædt på til din første arbejdsdag.

Hvis du ikke bliver tilbudt jobbet, kan du altid kontakte os for en uddybende begrundelse. Din profil kan sagtens være den rigtige til en anden stilling, så hold dig endelig ikke tilbage med at søge hos os igen.

Der venter dig spændende og udfordrende arbejdsopgaver, når du tiltræder en stilling hos os.

Det er vigtigt for os, at du hurtigt falder til både fagligt og socialt. Vi er klar til at hjælpe dig godt i gang og løbende understøtte din udvikling, så du bedst muligt kan løse dine arbejdsopgaver med høj kvalitet og faglighed i opgaveløsningen.

Vi har sammensat et introduktionsprogram til dig, når du er startet. Det indeholder blandt andet en koncernfælles introduktionsdag, hvor du kan få et overblik over hele koncernen og møde mange af de andre nyansatte. Derudover vil du i løbet af dine første to års ansættelse gennemgå et antal kurser, som er relevante for dig i forbindelse med din opgaveløsning.

Inden for de første tre måneder vil du desuden blive indkaldt til en prøvetidssamtale med din chef. Formålet med samtalen er at tale om, hvordan det er gået i prøvetiden, om dine arbejdsopgaver er passende, hvordan det går med din trivsel og følge op på, om du mangler kurser.

Du og din chef vil løbende drøfte din udvikling og tage stilling til eventuelt supplerende kompetenceudvikling. Dette sker for eksempel ved den årlige PULS-samtale (præstations-, udviklings- og lønsamtale), som er en samtale med din chef, der handler om din præstation, din fremadrettede udvikling og din løn.