Støtte til projekter for modtagelse og fastholdelse af højtkvalificerede udenlandske arbejdstagere

En god modtagelse og efterfølgende fokus på fastholdelse er vigtige forudsætninger for, at internationale medarbejdere og deres familie falder til og bliver i Danmark.

Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) har efter en ansøgningsrunde givet støtte til tre nye projekter i virksomheder, der understøtter modtagelse og fastholdelse af højtkvalificerede udenlandske medarbejdere og deres familier i Danmark.

"Virksomheden er det naturlige udgangspunkt for en introduktion til det danske arbejdsmarked og det danske samfund. Jeg er derfor glad for, at vi nu, for andet år i træk, kan give støtte til nyskabende idéer, som på forskellig vis kan inspirere andre virksomheder, foreninger mv. til at iværksætte initiativer for modtagelse og fastholdelse af dygtige udenlandske medarbejdere", siger Inger Støjberg, udlændinge-, integrations- og boligminister.

Følgende tre projekter er støttet:

  1. Syddansk Universitet. Projektet ”Breaking out of the expat bubble”. Projektet har fokus på at skabe kontakt mellem højtkvalificerede udenlandske medarbejdere og deres danske kolleger.  Projektets formål er at koble den internationale medarbejder op med en dansk kollega, der igennem en periode på minimum seks måneder jævnligt mødes med ”expat’en” for at hjælpe med at falde til dels på arbejdspladsen, dels i det nye land generelt. Projektet er baseret på gode erfaringer fra et lignende projekt, der tidligere er gennemført i Holland.

  2. Billund kommune. Projektet ”Arbejdsmarkedsmatch for udenlandske medarbejderes medfølgende partnere”. Projektet, der gennemføres i samarbejde med Connect Billund og Billund Erhvervsfremme, har fokus på at få medfølgende partnere til højtkvalificerede internationale medarbejdere i beskæftigelse med henblik på styrke fastholdelsen af internationale medarbejdere hos Lego og andre lokale virksomheder. Projektet har endvidere fokus på at skabe kontakt mellem målgruppen og små og mellemstore virksomheder i området samt at styrke deres netværk for derigennem at øge sandsynligheden for at de kommer i beskæftigelse.

  3. Erhvervsrådet Herning og Ikast-Brande. Projektet ”International Village”. Lokalområdet huser to store internationale arbejdspladser samt en række små og mellemstore virksomheder, der også beskæftiger internationale medarbejdere. Mange internationale medarbejdere føler sig imidlertid isoleret, da mængden af eksempelvis fritidstilbud i området er begrænset. Projektet har til formål er at gøre de internationale medarbejdere og deres partnere til en del af de lokale aktiviteter udenfor virksomheden for at øge deres trivsel i det daglige liv. Det sker gennem udvikling og gennemførsel af et aftenskoleforløb, der skal give medarbejderne og deres familie viden om det lokalsamfund, de bor i, et lokalt netværk til danske og andre internationale medarbejdere samt viden om dansk kultur og foreningslivet. Aftenskoleforløbet udvikles i samarbejde med de lokale foreninger og DOF Brande.

Støtten er en del af en pulje oprettet med aftalen om en reform af international rekruttering fra juni 2014. Puljen løber over to år, og nærværende udbetaling er anden og sidste del.