3.470 bestod Indfødsretsprøven den 27. maj 2025

3.470 ud af 5.959 deltagere (58,2 procent) har bestået Indfødsretsprøven den 27. maj 2025.

Indfødsretsprøven bliver afholdt to gange om året. Det er som udgangspunkt en betingelse for at blive dansk statsborger, at ansøgeren består Indfødsretsprøven og på den måde dokumenterer kendskab til danske samfundsforhold, dansk kultur og historie samt danske værdier.

Prøven består af 45 spørgsmål om danske samfundsforhold, dansk kultur og historie samt danske værdier. SIRI har udarbejdet spørgsmålene, og de er kvalitetssikret af eksterne eksperter.

35 af spørgsmålene bliver stillet med udgangspunkt i Læremateriale til Indfødsretsprøven – danske samfundsforhold, dansk kultur og historie, som deltagerne kan læse eller lytte til som forberedelse til prøven.

De resterende 10 spørgsmål kan prøvedeltagerne ikke forberede sig på i lærematerialet. 5 af de 10 spørgsmål er aktuelle spørgsmål, der tager udgangspunkt i begivenheder, som har været bredt dækket i de danske nyhedsmedier. De øvrige 5 er værdispørgsmål, der omhandler danske værdier som ytringsfrihed, ligestilling eller forholdet mellem religion og lovgivning.

For at bestå prøven skal deltagerne besvare mindst 36 af de 45 spørgsmål korrekt. Herunder skal de svare korrekt på mindst 4 af de 5 uforberedte spørgsmål om danske værdier.

Læs mere om Indfødsretsprøven og datoer for afholdelse på DanskogPrøver.dk

Hent bilag med en stikprøvebaseret opgørelse af svarfordelingen på prøvens enkelte spørgsmål (pdf)