Nyt materiale ruster fagfolk bedre til at håndtere sager om æresrelaterede konflikter

10-11-2016
Æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol Indsatser til sårbare familier

Når unge bliver udsat for vold og negativ social kontrol, er det ofte fagfolk, der opdager det, og som skal håndtere dén æresrelaterede konflikt, der kan ligge bag.

Mange fagfolk giver dog udtryk for, at de mangler viden og handlemuligheder, når de møder personer, som er udsat for æresrelaterede konflikter. I nogle tilfælde lader fagfolk sig påvirke af, at de børn og unge, de møder, kommer fra en anden kultur og lever under anderledes familie- og reaktionsmønstre. Resultatet kan være en misforstået berøringsangst, der ofte kan resultere i manglende handling og iværksættelse af foranstaltninger.

Derfor er netop forskellige grupper af fagfolk målgruppen for syv nye udgivelser, som Styrelsen for International Rekruttering og Integration nu lancerer. Det nye materiale giver viden og konkrete anvisninger til, hvordan de specifikke faggrupper bør håndtere æresrelaterede konflikter og hjælpe ofrene for dem.

Udlændinge-, integrations- og boligminister, Inger Støjberg, siger:

"Det er forfærdeligt, når familien, der burde være en sikker havn, bliver et utrygt sted, hvor unge får frarøvet et normalt ungdomsliv med venner, lejrskoler og klassefester.

Det er ofte fagfolk, der først møder de unge, der er kommet i klemme, og dem der skal tage stilling til, hvordan sagen skal håndteres. Med dette nye materiale bliver fagfolkene bedre rustet til at håndtere æresrelaterede konflikter.

Jeg håber samtidig, at vi kan få gjort op med den berøringsangst, som en del fagfolk har. Fagfolk må have modet til at stå fast, så vi ikke lader de unge i stikken, men får handlet på de æresrelaterede konflikter og den negative sociale kontrol, de bliver udsat for."

Håndbøger

Der er bl.a. lavet fire håndbøger målrettet sundhedspersonale, lærere og pædagoger samt personale på krisecentre. Håndbøgerne giver fagfolkene information om og gode råd til, hvordan de bedst kan håndtere parterne i en æresrelateret konflikt. Der er fx konkrete råd til samtaler med de involverede og information om de forpligtelser, man har som fagperson, samt oplysninger om, hvor man kan søge yderligere råd og vejledning.

Hent håndbog til lærere og pædagoger

Hent håndbog til personale på krisecentre

Hent håndbog til sundhedspersonale - voksenområdet

Hent håndbog til sundhedspersonale - børne- og ungeområdet

Information om genopdragelsesrejser til lærere og vejledere samt forældre

Informationsmaterialet om genopdragelsesrejser skal give lærere og vejledere større indsigt i baggrunden for, at unge mennesker bliver sendt til udlandet imod deres vilje. Materialet forklarer også, hvilke forpligtelser og handlemuligheder, fagfolkene har.

Informationsmaterialet til forældre skal oplyse forældre om konsekvenserne ved at sende sit barn på genopdragelsesrejse. Materialet indeholder bl.a. viden om de juridiske, faglige og sociale forhold, man skal være opmærksom på ved at sende sit barn på genopdragelsesrejse, samt de relevante rådgivningsmuligheder.

Hent informationsmateriale om genopdragelsesrejser til lærere og vejledere i folkeskolen og på ungdomsuddannelse

Hent informationsmateriale om genopdragelsesrejser til forældre

Undervisningsmateriale til personale på døgninstitutioner

Undervisningsmaterialet kan bruges af personale på døgninstitutioner og opholdssteder for unge, der modtager unge udsat for æresrelaterede konflikter. Materialet indeholder bl.a. viden om ungdomspædagogik, kulturforståelse og vurdering samt håndtering af de berørtes sikkerhedsniveau. Undervisningsmaterialet er blevet til i samarbejde med Professionshøjskolen Metropol, som har udviklet materialet for Styrelsen for International Rekruttering og Integration i forbindelse med afholdelsen af et kursusforløb for personale på døgninstitutioner.

Hent undervisningsmateriale om æresrelaterede konflikter for personale på døgninstitutioner og opholdssteder

Alle materialerne er udviklet af SIRI som led i udmøntningen af den Nationale strategi mod æresrelaterede konflikter (2012).