Lærematerialet til Indfødsretsprøven er blevet opdateret

22-08-2022
Danskundervisning og prøver for udlændinge

SIRI har opdateret forberedelsesmaterialet til Indfødsretsprøven, så fakta og indhold afspejler det seneste års udvikling.

Lærematerialet, der bruges som forberedelse til Indfødsretsprøven, er blevet opdateret i forhold til den seneste version, som udkom i august 2021.

SIRI opdaterer lærematerialet årligt for at sikre, at materialet er korrekt, aktuelt og relevant i forhold til Indfødsretsprøvens formål. Formålet er at teste prøvedeltagerens kendskab til danske samfundsforhold, dansk kultur og historie samt danske værdier.

Materialet er ajourført med fakta og indhold i forhold til det seneste års udvikling, og visse emner er blevet uddybet.

Der har været særligt fokus på afsnittet om dansk forsvars- og sikkerhedspolitik, som nu afspejler det seneste års udvikling. Således er der fokus på bl.a. Talibans magtovertagelse i Afghanistan og krigen i Ukraine. Desuden beslutningerne om hhv. at forøge forsvarsudgifterne og afskaffe det danske forbehold over for EU's forsvars- og sikkerhedspolitik.

Desuden er afsnittene om Grønland og Færøerne blevet udbygget.

Materialet fået en ny grafisk opsætning med forbedret webtilgængelighed, så det nu er lettere at læse fra smartphones og tablets.

Udover opdateringen af forberedelsesmaterialet er der også foretaget en tilsvarende opdatering af lærematerialet til Medborgerskabsprøven.

De opdaterede lærematerialer ligger til grund for hhv. de kommende indfødsretsprøver og medborgerskabsprøver, der næste gang afholdes 23. november 2022.

Se lærematerialet til Indfødsretsprøven på vidensportalen Integrationsviden.dk

Se lærematerialet til Medborgerskabsprøven på vidensportalen Integrationsviden.dk