Lærematerialet til Indfødsretsprøven er blevet opdateret

28-08-2023
Danskundervisning og prøver for udlændinge

SIRI har opdateret forberedelsesmaterialet til Indfødsretsprøven.

Lærematerialet, der bruges som forberedelse til Indfødsretsprøven, er blevet opdateret i forhold til den seneste version fra 2022.

Indfødsretsprøvens formål er at teste prøvedeltagerens kendskab til danske samfundsforhold, dansk kultur og historie samt danske værdier. SIRI opdaterer lærematerialet årligt for at sikre, at det er korrekt, aktuelt og relevant.

Materialet er blevet ajourført med fakta og indhold fra det seneste års udvikling, og nogle af emnerne er blevet uddybet. Desuden tilgår et nyt afsnit om Danmarks seværdigheder, som beskriver Danmarks mest betydningsfulde naturlige, kulturelle og historiske seværdigheder.

Der er også foretaget en tilsvarende opdatering af lærematerialet til Medborgerskabsprøven. Først og fremmest er materialet blevet udbygget med et afsnit om Danmarks historie siden 1945. Endvidere har det også fået samme grafiske opsætning som lærematerialet til Indfødsretsprøven. Det sikrer forbedret webtilgængelighed, så det er lettere at læse fra mobile enheder (smartphones og tablets).

De opdaterede lærematerialer ligger til grund for de kommende indfødsretsprøver og medborgerskabsprøver, der næste gang afholdes 29. november 2023.

Se lærematerialet til Indfødsretsprøven på Integrationsviden.dk

Se lærematerialet til Medborgerskabsprøven på Integrationsviden.dk