Se spørgsmål og svar om reglerne for boligplacering af fordrevne ukrainere, herunder kommunernes forpligtelser og muligheder.
Der vil løbende blive tilføjet nye spørgsmål og svar.
På siden er der forklaret om flygtningenes fordeling og visitering via kvoter til kommunerne, når flygtningene får opholdstilladelse. Endvidere er der link til ministeriets informationsbrev om boligplacering samt orienteringsskrivelse om rammerne for midlertidig indkvartering.
Lejeloven finder ikke anvendelse i forbindelse med indkvartering på midlertidige opholdssteder, jf. integrationslovens § 12, stk. 6. Det betyder fx, at udlændingen alene har ret til at bo på det midlertidige opholdssted, indtil kommunen tilbyder et andet midlertidigt opholdssted eller en (permanent) bolig.
Integrationsloven indeholder ikke særlige regler om misligholdelse, opsigelse, udsættelse, husovertrædelser m.v. i forhold til midlertidige opholdssteder. Spørgsmålet om hvorvidt/hvornår en udlænding kan udsættes af et anvist midlertidigt opholdssted, fx ved manglende huslejebetaling eller ved andre former for misligholdelse, vil derfor skulle afklares efter de almindelige obligationsretlige regler om ophævelse som følge af væsentlig misligholdelse og opsigelse af kontrakter.
Der kan i den forbindelse tages udgangspunkt i de gældende regler i lejeloven. Selvom reglerne ikke gælder direkte for indkvartering af en flygtning på et midlertidigt opholdssted, er mange af reglerne udtryk for, hvad der vil gælde efter de almindelige obligationsretlige regler om opsigelse og ophævelse af en kontrakt, fx i tilfælde af manglende betaling af husleje og manglende overholdelse af husordensregler.
Det bemærkes, at de almindelige forvaltningsretlige regler altid finder anvendelse, når kommunerne træffer afgørelse om, hvorvidt der foreligger væsentlig misligholdelse af lejeforholdet eller grundlag for ophør af boliganvisningsforpligtelsen. Dette omfatter bl.a. forbuddet mod at sætte skøn under regel, og at alle relevante omstændigheder skal inddrages i afvejningen.
Afgørelser om opsigelse eller ophævelse af en midlertidig indkvartering med henvisning til de almindelige obligationsretlige regler kan indbringes for domstolene. Der er ikke tale om afgørelser efter integrationsloven. Der vil derfor ikke være administrativ klageadgang til Ankestyrelsen for denne type sager.
I de tilfælde, hvor en kommune vurderer, at en borger, som er blevet anvist et midlertidigt indkvarteringssted i medfør af integrationslovens § 12, stk. 1, har væsentligt misligholdt aftalen om indkvartering, og kommunen af den grund træffer afgørelse om at opsige eller ophæve indkvarteringen med henvisning til de almindelige obligationsretlige regler, vil en sådan afgørelse indebære, at den pågældende udlænding ikke længere vil have krav på at få tilbudt en ny midlertidig indkvartering efter integrationslovens regler.
Hvis den pågældende udlænding efterfølgende ikke har mulighed for selv at finde en bolig, har den pågældende samme adgang til at få hjælp fra kommunen, som alle andre boligtrængende borgere efter de almindelige principper og regler for løsning af kommunale boligsociale opgaver.
Det skal understreges, at ministeriets udtalelser alene er vejledende, og at den endelige afgørelse om opsigelse eller ophævelse med henvisning til de almindelige obligationsretlige regler i en konkret sag i sidste ende beror hos domstolene.
Læs mere om reglerne om misligholdelse og de almindelige obligationsretlige regler om ophævelse (som følge af væsentlig misligholdelse) og opsigelse af kontrakter m.v.:
Kommunernes pligt til at anvise et midlertidigt opholdssted ophører, hvis en flygtning afviser et lovligt tilbud om indkvartering i et midlertidigt opholdssted, jf. boligplaceringsbekendtgørelsens § 22 a. Kommunens afgørelse om herefter ikke at anvise et midlertidigt opholdssted, jf. bekendtgørelsens § 22 a, kan påklages til Ankestyrelsen i medfør af integrationslovens § 53, stk. 2, 2. pkt.
Kommunerne er ved brev af 14. september 2022 blevet vejledt om bestemmelsen i § 22 a, som blev indført i september 2022.
Hent vejledning til kommunerne (pdf)
Flere kommuner oplever, at en fordreven fra Ukraine opsiger sin bolig og udrejser af landet, men efter en periode indrejser i landet på ny og igen tager ophold i kommunen. Spørgsmålet er herefter, hvorledes den nye bestemmelse om ophør skal forstås i en sådan situation.
Udlændinge- og Integrationsministeriet har hertil vejledende oplyst, at det er ministeriets vurdering, at i de tilfælde, hvor den pågældende har/må anses for at have opsagt det midlertidige opholdssted, må kommunens boliganvisningsforpligtelse efter integrationslovens § 12, stk. 1, anses for at være ophørt, jf. boligbekendtgørelsens § 22 a.
Kommunen vil i et sådan tilfælde skulle vejlede den pågældende om konsekvenserne af at opsige det midlertidige opholdssted på tidspunktet, hvor den pågældende udlænding ønsker at opsige sin bolig og udrejse. Såfremt kommunen efterfølgende træffer afgørelse om ikke at anvise et midlertidigt opholdssted til den pågældende, jf. bekendtgørelsens § 22 a, vil kommunens afgørelse kunne påklages til Ankestyrelsen.
Der er fastsat et loft over, hvor meget en kommune maksimalt kan kræve i egenbetaling for ophold på midlertidige opholdssteder, jf. bekendtgørelse om flygtninge og andres betaling for ophold i midlertidige indkvarteringer og opholdssteder. Bekendtgørelsen kan ikke fraviges. En kommune har således ikke mulighed for at opkræve fuld husleje for midlertidig indkvartering i en bolig, der er dyrere, ligesom kommunen heller ikke kan opkræve yderligere betaling for varme og el. Såfremt udgifterne til den midlertidige indkvartering er mindre end den maksimale egenbetaling, kan kommunen alene opkræve den reelle udgift. Den maksimale egenbetaling reguleres hvert år.
Efter bekendtgørelsen kan egenbetalingen for 2023 højst udgøre følgende beløb:
Nej, ikke hvis den unge hjemmeboende er under 30 år.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at unge hjemmeboende under 30 år skal betragtes som børn i forhold til bekendtgørelsen om flygtninge og andres betaling for ophold i midlertidige indkvarteringer og opholdssteder. Det betyder, at der ikke kan opkræves selvstændig egenbetaling for unge hjemmeboende under 30 år. Unge hjemmeboende under 30 år indgår i opgørelsen af, hvor mange børn der er i familien. Om en person er hjemmeboende beror på en konkret vurdering af indkvarteringsforholdene.
Hjemmeboende børn fyldt 30 år skal ikke betragtes som børn i forhold til bekendtgørelsen, men skal opkræves særskilt egenbetaling på samme vis som for enlige. Hjemmeboende, som er fyldt 30 år, indgår dermed ikke i beregningen af det samlede antal børn i familien i henhold til bekendtgørelsen. Egenbetalingen for et forældrepar vil derfor skulle nedsættes, når barnet fylder 30 år, hvis parret eksempelvis ikke har andre hjemmeboende børn.
Eks: En mor opholder sig på et midlertidigt opholdssted sammen med sin voksne datter på 18 år. Der kan opkræves egenbetaling for moren. Der kan ikke opkræves selvstændig egenbetaling for datteren.
For så vidt angår unge, som har stiftet egen familie og opholder sig på det midlertidige opholdssted med sine forældre, finder Udlændinge- og Integrationsministeriet, at der skal opkræves selvstændig egenbetaling for den unge og dennes herboende ægtefælle og børn.
Eks.: En voksen søn under 30 år og dennes ægtefælle er indkvarteret på et midlertidigt opholdssted med sønnens forældre. Der kan opkræves særskilt egenbetaling for sønnen og dennes ægtefælle som et par i medfør af bekendtgørelsen.
