Efter boligstøtteloven og almenboligloven skal kommunen betale tomgangsleje og yde garanti for udgifterne til istandsættelse ved fraflytning til brug for de i boligstøttelovens § 65 nævnte personer.
Det betyder, at kommunen skal betale husleje (tomgangsleje) fra det tidspunkt, hvor boligen står til rådighed, til den bliver udlejet. Hvis boligen lejes ud straks, har kommunen ingen udgift til tomgangsleje. Hvis boligen ikke umiddelbart kan anvises til en flygtning m.v., har kommunen derimod en udgift til tomgangsleje.
Kommunen skal endvidere garantere over for udlejere, at istandsættelsesudgifterne bliver betalt, når en flygtning m.v. flytter ud. Kommunen skal således betale istandsættelsesudgifterne, hvis flygtningen ikke kan betale dem.
De udgifter, som kommunen har til lejetab før udlejning, refunderes af staten med 100 pct.
Hvis der er tale om private beboelseslejligheder, hvor der udlejes værelser på individuelle lejekontrakter, kan der alene ydes refusion for kommunernes udgifter, hvis der er lejetab for hele beboelseslejligheden og ikke for enkelte værelser efter boligstøtteloven.
Refusionen efter boligstøtteloven omfatter både kommunens lejetab og udgifter til istandsættelse, når der indgås aftaler med private udlejere, og kommunens udgifter til de boliger, som kommunen selv erhverver, indretter eller lejer til en flygtning m.v. Efter almenboligloven gives ligeledes refusion for kommunens lejetab og udgifter til istandsættelse, når der er tale om udlejning af almene boliger. Det bemærkes, at kommunen har en tabsbegrænsningspligt og ikke fx kan beholde de boliger, som den får stillet til rådighed for kommunal anvisning, i længere tid, fordi kommunen mener, at den på et eller andet tidspunkt vil få behov for boligerne til flygtninge.