FAQ om lov nr. 546 af 3. maj 2022

Se spørgsmål og svar om ændring af særloven og dens betydning for bl.a. opholdstilladelse, boligstøtte, børnetilskud og børnebidrag.

Lov nr. 546 af 3. maj 2022 trådte i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, jf. lovens § 5, stk. 1. Loven trådte derved i kraft den 5. maj 2022.

Vær i den forbindelse opmærksom på, at efter lovens § 5, stk. 2, vil udlændinge, som allerede er undergivet kommunalbestyrelsens forplejning efter aktstykke nr. 232 og endnu ikke har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse for personer, som er fordrevet fra Ukraine, skulle indgive ansøgning inden for fem hverdage efter lovens ikrafttræden, såfremt de ønsker fortsat at modtage kommunal indkvartering og forplejning

Ja, det fremgår af § 20 b i lov nr. 546 af 3. maj 2022, at kommunalbestyrelsen kan medvirke til indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse efter denne lov.

Med vedtagelsen af lov nr. 546 er der indsat et nyt kapitel 4 a om kommunal indkvartering og forplejning i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine (særloven). Kapitlet har til hensigt at lovfæste den tidligere ordning, hvorefter kommunerne ud fra aktstykke kan tilbyde indkvartering og forplejning til fordrevne fra Ukraine, mens de afventer Udlændingestyrelsens afgørelse om opholdstilladelse efter særloven.

Kommunen vil efter ikrafttræden af lov nr. 546 den 5. maj 2022 efter reglerne i kapitel 4 a kunne tilbyde indkvartering og forplejning til en udlænding, der er fordrevet fra Ukraine og har indgivet eller inden for fem hverdage indgiver ansøgning om opholdstilladelse efter særloven.

Kommunen vil endvidere kunne tilbyde indkvartering og forplejning til en udlænding, der er meddelt opholdstilladelse efter særloven, indtil det tidspunkt, hvor ansvaret for udlændingen overgår til kommunen, jf. § 30, stk. 2 i særloven.

Det er en betingelse for at kunne modtage kommunal indkvartering og forplejning, at den pågældende udlænding ikke modtager anden offentlig forsørgelse, f.eks. efter særlovens kapitel 4 eller udlændingelovens § 42 a om indkvartering og forsørgelse i regi af Udlændingestyrelsen.

Det vil være frivilligt for kommuner, hvorvidt de ønsker at tilbyde indkvartering og forplejning efter den foreslåede ordning. Den enkelte kommune vil således kunne beslutte, om kommunen ønsker at medvirke til indkvartering og forplejning af personer fordrevne fra Ukraine, og i hvilket omfang og på hvilken måde den ønsker at medvirke hertil.

Det bemærkes, at adgangen til at modtage kommunal indkvartering og forplejning ikke gælder, hvis udlændingen åbenbart ikke er omfattet af målgruppen for særloven.

I forlængelse heraf kan kommunen medvirke til, at der indgives ansøgning om opholdstilladelse efter særloven. Dette kan f.eks. ske ved hjælp til at indhente og udfylde et ansøgningsskema, ligesom kommunen bl.a. kan udlevere ansøgningsskemaer til de pågældende.

Det bemærkes, at det er udlændingens eget ansvar at indgive ansøgning om opholdstilladelse efter særloven, herunder at dette sker inden for fem hverdage. Hvis kommunen bliver opmærksom på, at udlændingen ikke rettidigt har indgivet ansøgning efter særloven, vil kommunen ikke længere have mulighed for at dække udgifterne til den pågældendes underhold.

De ydelser, som kommunen kan tilbyde, er indkvartering og forplejning. Herved forstås bl.a. kost og logi, inkl. køkken- og badefaciliteter, men også andre ydelser, der har naturlig sammenhæng med forplejning, f.eks. hygiejneartikler, vil kunne være omfattet. Det er den enkelte kommune, der afgør, hvilke ydelser der er behov for at tilbyde.

Ydelser efter anden lovgivning, f.eks. efter sundheds- og sociallovgivningen, er ikke omfattet af bestemmelserne. Om sådanne ydelser kan tilbydes persongruppen, afhænger af reglerne i den pågældende lovgivning.

Ja, kommunen kan bestemme, at en udlænding, som forsørges i regi af kommunen, i stedet skal forsørges af Udlændingestyrelsen, jf. lov nr. 546 § 20 a, stk. 5.

Ja, i visse tilfælde. Med ændringsloven indsættes § 30 a i særloven, som giver mulighed for, at kommunen uanset integrationslovens § 12, stk. 2, kan anvise personer med opholdstilladelse efter særloven et midlertidigt opholdssted eller en bolig, som er beliggende i et udsat boligområde, jf. § 61 a, stk. 1, i lov om almene boliger m.v.

Der kan dog kun ske anvisning til et udsat boligområde, hvis kommunen vurderer, at der ikke i øvrigt er mulighed for at anvise midlertidige opholdssteder eller boliger, der ikke er beliggende i et udsat boligområde, jf. § 61 a, stk. 1, i lov om almene boliger m.v.